Wikileaks og whistlebloweri

Mikael Hertig	© MH

Tavshedspligt og lukkethedskultur med indbygget tillid er nødvendig

Nensome lever af at informere om tavshed. Det er vigtigt at kunne holde noget skjult i det mindste i en periode. Det gælder i bestyrelseslokaler, i politik, på direktionsgange og i relationen mellem forskellige professionelle og deres klienter/patienter/kunder. Der er en snæver sammenhæng mellem tillid og evnen til at holde informationer tilbage. Behovet er den markante undtagelse fra en hovedregel, hvor tillid blot består i en åben relation, hvor man "gør, hvad man siger, og siger, hvad man gør".

Selv om tavsheden er den nødvendige undtagelse, må vi også regne med, at det formål, der kan retfærdiggøre tavsheden, er fejlspecificeret. I strafferetten går vi ud fra, at sigtede har lov til at lyve, til at tie. Bevisbyrden ligger hos anklagemyndigheden, der omvendt har en såkaldt objektivitetsforpligtelse, hvor problematisk dette end måtte være.

En række beslutningsprocesser kræver streng overholdelse af tavshedspligt. Det gælder børsnoterede selskabers informationsgang, hvor Børsen orienteres først. Det gælder udbudsforretninger, hvor konkurrenternes bud må holdes skjult for hinanden. Det gælder personalenedskæringer, hvor afskedigelserne må gennemføres en planlagt rækkefølge. Det gælder i stribevis af kunde/klientforhold. Typisk er hensynene åbenbart rimelige.

I mellemzonen er der meldingerne om overforbrug, som vi ser pt. omkring nogle mennesker, der har været på restaurant for borgernes penge, og hvor en skærpet retspraksis bringer andre i fedtefadet. Her kan motiverne til en offentliggørelse være alt andet end ædle.

Kort sagt: Når man skal vurdere, om tavshed er berettiget, må man vurdere hensigten med den. I offentlig forvaltning er der forskellige regelsæt, hvor tavshed er påbudt, og hvor det er mere eller mindre strafbart at tilsidesætte den.

Når det hedder "offentlig forvaltning", er udgangspunktet en vidtstrakt åbenhed som den alt dominerende hovedregel og tavsheden som den undtagelse, der kræver en specifik begrundelse.

Hvad der normalt hedder "cover up", hvor man skjuler information for ikke at blive opdaget, duer ganske enkelt ikke. Og det er navnlig, hvor der er foregået uregelmæssigheder i forvaltningen, at whistleblowere er påkrævet.

Whistlebloweren i offentlig forvaltning

Det har gang på gang vist sig, at i spillet om loyalitet eller åbenhed i et offentligt ansættelsesforhold tilbageholdes der mere end godt, og derfor er de offentligt ansattes ytringsfrihed desværre begrænset i virkeligheden, mere end forudsat i den basale forvaltningsret.

Enhver ansat er med nogenlunde regelmæssighed placeret i et loyalitetens dilemma: Vil du være lpyal overfor funktionen, du er sat til at passe, eller vil du følge din ledelse i tykt og tyndt, uanset om hensynet til opgaven derved bliver tilsidesat?

I dette dilemma er de tidligere offentliggjorte regelværker om embedsmandsloyalitet vigtige. Offentlig forvaltning agerer med hjemmel i lov. Den ansatte må ikke gå ud over loven og har en simpel pligt til at gøre opmærksom på det, hvis der gøres forsøg på det. Det er til gengæld vanskeligere i daglig praksis end i teorien.

En ansat, der af sine chefer - herunder politiske ledelse -  pålægges tavshed om ulovligheder eller tvivlsom lovlig administration i forvaltningen, kan stadigvæk godt være underlagt tavshedspligt, fordi der fortsat findes en god lovlig grund til det.  Men er der tale tavshed for at skjule ulovlig eller mulig ulovlig forvaltning, er den ansattes ytringsfrihed beskyttet af loven. Erfaringen viser imidlertid, at denne beskyttelse ikke rækker særlig langt. Da det tilmed ofte forholder sig sådan, at kun få kender til den konkrete information, vil antallet af personer, der kan optræde som whistleblowere, i praksis være begrænset til nogle få. Her er de mildeste sanktioner, vedkommende udsættes for, en udtalt begrænsning i muligheden for at gøre karriere, eller ved nedskæringer, at vedkommende udsættes for afskedigelse med en anden begrundelse end vedkommendes ellers modige og loyale adfærd overfor opgaven. Sociologisk er en offentlig ansat udsat for et konformitetspres.

Er den anonyme adgang via wikileaks overhovedet en fordel?

I virkeligheden er anonymitet ofte begrænset. Vi ved på grund af Datatilsynets fortolkning af personhenførbarhed, at fx. Danmarks Statistik ikke må gengive tabeller med informationer, som peger hen i retning af identifikation. Amerikansk forskning viser, at anonymisering sjældent er virkelig effektiv. Det problem skal Nensome nok tage op i anden sammenhæng. Man skal også forstå, at hvis der er tale om, at mistanken kan rettes mod en begrænset personkreds, vil det ofte ende med, at nogle få reelt set anses for whistleblowere, uden at man har adgang til noget endegyldigt bevis.

Dermed destrueres tillidsstrukturen, og i værste fald rammes flere end en enkelt af de risici, der er forbundet med at leve på en arbejdsplads, hvor nogle er under mistanke for at være illoyale over ledelsen.

Whistlebloweren står derfor i et valg: Vil vedkommende træde åbent frem (Grevil-modellen) eller skal han holde sig anonym? Det kræver naturligvis en konkret vurdering. Anonymitet er kun i begrænset omfang blevet mere tilgængelig, efter at wikileaks er kommet til. Det skyldes, at for hvert fortrolighedsbrud kan der være tale om en begrænset kreds af personer med nødvendig viden.

Hvis den hemmelighed, der tilbageholdes, deles af et fåtal af personer, er beskyttelsen af vedkommende reelt bedre, hvis vedkommende står åbent frem. Grevilsagen faldt ud, som den gjorde, fordi Frank Grevil jo var ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor tavshed er hovedreglen, modsat resten af forvaltningen, hvor tavshed er undtagelsen.

I overvejelserne må naturligvis også indgå loyalitetsbruddets dybde. Den seneste tids afsløringer af forholdene i hjemmeplejen i København og andre kommuner kan muligvis medføre, at meddelerne udsættes for chikane. Men her har de pågældende kontaktet pressen og været behjælpelige med at fremskaffe bevisligheder, i øvrigt en metode, som må anbefales, fordi fokusforskydningen medfører, at interessen koncentreres om pressehistorien og ikke om de oprindelige meddelere.